En fødselsberetning - Gittes personlige beretning

En fødselsberetning - Gittes personlige beretning.

Jeg havde sagt mit job op 2 måneder tidligere – jeg ville åbne klinik – og nu var jeg pludselig gravid. En glædelig overraskelse – jeg havde også hele tiden sagt, at jeg ikke ville blive gravid, når jeg var i et stresset job. Jubii – nu kom det øjeblik, som jeg hele mit liv havde gået og glædet mig så utrolig meget til. Manden i mit liv var der – graviditeten, et barn – jeg har altid ville have børn, altid i en tidlig alder – men det blev det jo ikke til – jeg måtte vente, til jeg havde fundet manden i mit liv – det skulle vise sig, at den mand jeg skulle have også skulle være åben overfor den åndelige verden. Det skulle jo være sådan en mand, før det ville lykkedes. Hvorfor havde jeg ikke set det før!!

Jeg var sikker på, at vores barn havde ventet længe på sin ankomst. Vores barn havde valgt os! Det skal siges, at jeg trods min høje alder aldrig har været i tvivl om, at jeg nok skulle blive gravid, men det gjorde ikke glæden mindre. Claus så et lysglimt lige før undfangelsen, så han var helt rolig, da jeg fortalte, at jeg var gravid – han vidste det jo før mig. Nu ventede den dejlige graviditet og et vidunderligt barn, troede jeg.

Graviditeten var dog præget af mange ubalancer – ikke for barnet, men for mig selv – jeg havde den ”obligatoriske” kvalme i 3 måneder; jeg kunne slet ikke køre på cykel, for jeg følte, at jeg sad på babys hoved (vi kaldte barnet baby, for vi ville ikke vide, hvad det blev); jeg kunne knapt nok gå lange ture, uden at få utrolige smerter. Jeg fik også lændeproblemer og mange smerter – men ingen kunne sige, hvad det var. Jeg blev bogstavelig talt bedt om at tage den med ro fra åndelig side. Men trods min viden indenfor det alternative, var jeg stædig og ville ikke tage nogle som helst remedier, fordi jeg ville FØLE hele graviditeten på min krop og virkelig mærke mit barn. Og med min baggrund som zoneterapeut, lagde jeg overraskende mærke til forandringerne ofte bedre i fødderne end i selve kroppen. Min krop var i den grad i gang med en forvandlingsproces.

Jeg skulle undervejs i graviditeten pludselig starte op med indsprøjtninger i maven, fordi jeg havde haft en blodprop – hvis jeg ikke gjorde det, sagde lægerne, så var der risiko for, at jeg kunne få en blodprop under forløbet - det var rædselsfuldt for mig, men det var egentlig her, at mine tanker begyndte at involvere den åndelige verden for alvor.

Hver dag, før jeg skulle give mig selv indsprøjtningerne, bad jeg om Guddommelig beskyttelse til mit barn, mig selv, min familie og så kunne jeg da lige så godt tage hele Universet med også. Det blev til en daglig ”begivenhed” – mentalt smertefuld, men åndeligt meget smukt – og hver dag mindst en gang om dagen lagde jeg hænderne på min mave og gav healing til vores ufødte barn. Jeg sang for vores ufødte barn og spillede blid musik.

Nu ventede fødslen lige om hjørnet – og 14 dage før termin kunne jeg mærke i fødderne, at nu ville processen snart i gang. Det blev fuldmåne og vandet gik. Jeg var spændt, kunne slet ikke lægge mig til at sove igen – jeg glædede mig så meget til fødslen – havde de vildeste forestillinger om, hvordan det ville blive åndeligt. Men sådan skulle det ikke blive!

Fordi fostervandet var grønt, blev mine drømme om en fødsel i vand ikke til noget – jeg skulle kunne observeres og da veerne ikke var særlige kraftige blev jeg sat i gang (var også selv i gang med akupressurpunkter). Pludselig gik det stærkt, og jeg spurgte, om det mon ikke var tid. Og vupti, så lå jeg på fødestuen – og ½ time efter skulle jeg videre til akut kejsersnit. Da meldingen kom, lukkede jeg straks øjnene og sendte healing til baby. Jeg blev lagt i fuld narkose, for det skulle bare gå stærkt – babys puls droppede kraftigt. Claus så et blå-hvidt lyn eller lysglimt springe ud af min mave – han vidste, at baby havde travlt med at komme ud. Baby var tydeligvis (vidste Claus intuitivt) meget begejstret og ivrig for at komme til denne verden.

Claus var ved min side indtil, jeg blev kørt væk – han så, hvor forfærdet personalet var, men følte sig helt rolig indeni, for der var jo ingen grund til panik – drengen ville jo bare ud og opleve verden! Claus vidste inden fødslen, at det blev en dreng (men vi var jo ikke sikre). Mads blev født uden vejrtrækning og uden muskelaktivitet – altså utrolig stille!! Hans APGAR-score var helt nede på 3! Men Claus var bevidst om, at Mads ville være meget stille, når han blev født og også at lægerne ville se dette som et problem, og ja… Mads var meget stille og lå bare og kiggede beundrende på verden med sine dybe, gammelkloge øjne. Og ja… lægerne brød sig ikke om, at han var så stille! Han var tydeligvis ikke som ”normale” børn…!

Jeg så Mads første gang på et polaroid foto, mens jeg lå på opvågningsstuen. Det var forfærdeligt. Han havde slanger over det hele, kyse på, bandager og var pakket ind i et plastik-tæppe. Men jeg var lykkelig – og da jeg endelig fik ham op på maven flere timer efter, han var blevet født (i hans ”påklædning”), kikkede han ind i mine øjne og ligesom ”sagde” mor, jeg har det fint, det var bare hårdt at komme hertil. Jeg blev straks klar over, at Mads bare ville komme sig, selvom der nu ventede mange slemme oplevelser (det vidste vi gudskelov ikke). Hans blik gik rent ind i min sjæl – hans blik var så viist, han lignede en gammel vis mand – fyldt med alverdens visdom – der var bare en total samhørighed og indre dialog. Hans smil var oprigtigt og healende. Jeg er overbevidst om, at han var helt klar over sin situation.

Mads´ hoved havde ligget i spænd i min mave og der var derfor væske i hjernen, hovedet var blevet godt trykket, næse, den ene fod og den ene hånd var også helt forvredne. Mads havde en krop, hvor huden sad meget løst, fordi han havde tabt sig til sidst i graviditeten – han fik et par dage senere blodtransfusion og meget smertestillende panodil på grund af smerter.

De 12 dage på Neonatalafdelingen var de værste og bedste i mit liv. Jeg har aldrig været så ulykkelig og samtidig så lykkelig på én gang – jeg har aldrig grædt så meget fordi jeg var ulykkelig og lykkelig på én gang. Men dagene gav mig meget healing og utrolig meget healing til min søn også. Min søn er virkelig kommet med healing – når jeg var ked af det, så kikkede han viist på mig, som om han sagde, at det hele nok skulle blive godt. Og når han selv modtog healing, kikkede han op i loftet og smilede et saligt smil, som om han kunne se, hvad der skete.

Jeg brugte kort tid på at meditere og bede om healing, hver gang jeg lagde mig til at sove, og jeg forsvandt helt væk meget hurtigt og vågnede op frisk og udhvilet efter 2 timer. Jeg følte mig hele tiden omgivet af en eller anden energi, som jeg ikke kunne se (det skulle senere vise sig at være engle). Det var lykkesaglige øjeblikke. Jeg har aldrig haft brug for så lidt søvn og været så frisk på én gang i mit liv. Jeg har aldrig fået så mange impulser i mit liv – jeg fik blandt andet impulsen til at skrive ”9 måneder plus” om vores oplevelse – En bog, som ikke er en realitet endnu men et foredrag. Jeg har aldrig været så tæt på det Guddommelige i mit liv. De 12 dage svedte jeg så meget, som jeg aldrig har gjort i mit liv – sveden drev ned ad mine ben som vand – jeg følte mig som genfødt – jeg følte mig levende, lykkelig og smuk, min hud blev silkeblød som en babys. Og jeg følte mig som forelsket på ny – ikke bare i mit barn, men i høj grad i Claus. Det var i sandhed en hård med lykkelig tid.

Jeg nød de stille nattetimer, hvor jeg sad ved siden af krybben og sang for Mads – han havde en pulsmåler på, og når jeg sang, kunne jeg se, at hans puls blev rolig og rytmisk – det var i sandhed en utrolig ro at få – bare tanken om at sang kunne berolige mit lille barn.

Den efterfølgende tid hjemme var meget nem – jeg havde masser af energi, masser af engle og hjælpere omkring mig – jeg ser dem desværre ikke, men Claus kunne fortælle mig det, når jeg spurgte, hvem der dog var hos mig/os nu, for jeg kunne mærke der var noget. Mads var utrolig harmonisk, sov meget og spiste godt – han virkede også meget glad for at komme hjem til mere ro (på hospitalet var der masser af maskiner der bippede og hylede og han blev hevet op, når de syntes, at nu skulle han spise). Mads lagde også mærke til nogle af de Guddommelige hjælperne – han kikkede et bestemt sted hen i stuen, hvor hans åndelige hjælper stødte til og hver gang han lå netop der, hvor han kunne se hende, blev han rolig og kikkede op og smilede og da han blev større så det ud som om han talte med hende også.

Jeg prøvede at lægge mærke til Mads´ reaktioner overfor forskellige situationer og ved Gud, hvor børn dog selv ved, hvad der er godt for dem. Læg derfor mærke til dit barn, hvordan det reagerer – det har meget lærdom at give dig. Mads kan f.eks. selv fortælle, hvilken naturmedicin han har brug for i de forskellige situationer – lyt hvis du tør!! Også til din egen intuition!!

Jeg har ofte givet Mads Reiki healing – og af og til har han kikket op mod Lyset, og fuldstændig skiftet ansigtsudtryk. Det er en oplevelse i sig selv at se, hvordan børn reagerer på healing. Prøv også at se, hvordan børn reagerer på fuldmåne – især hvis de også rent faktisk ser månen.

Jeg er ikke i tvivl om, at både Mads, Claus og jeg har valgt denne oplevelse åndeligt set, for at vi skulle udvikle os sammen. Oplevelsen har givet mig en stærkere tilknytning til Engleriget og det Guddommelige og den har givet mig et glimt ind i fremtiden.

Denne virkelige beretning endte godt. Vi var selv så sikre på, at alt nok skulle gå godt. Vi gjorde også alt, for at få det bedste ud af situationen. Men havde vi haft samme styrke, hvis det var gået galt? Det kan jeg ikke svare på.

Mads fylder snart 2 år og er en glad, frisk og energisk dreng. Han er meget sensitiv (ikke så underligt, når såvel hans mor som far selv er utrolig sensitive) – så tjaaa Mads er havnet i netop den familie, som han kan være med til at udvikle og omvendt.

Mads har af og til også været syg ligesom andre børn, og ser du på omstændighederne omkring din egen eller dit barns sygdom og hvad der er sket forud, så vil du i dit stille sind finde ro og vide, at der er en mening med alt. Vi har bare nogle gange for travlt til at se budskaberne, der hele tiden kommer til os.

Jeg kunne blive ved med at fortælle, men mit egentlige budskab i denne fortælling er, at lægger vi mærke til de små ting, de små beskeder i de hændelser, der sker os på godt og ondt, så lægger vi i sandhed mærke til de små Guddommelige budskaber, der ligger til os. Lyt til dem og du opnår bedre balance og glæde i dit liv.

Jeg håber min historie kan være med til at give dig inspiration til at lægge mærke til de Guddommelige beskeder, som ligger til dig i hverdagen.