|
Her kan du læse om min holdning til clairvoyance. Det er et læserbrev skrevet og indsendt til "Lys-strejfet". Det er med i nr. 6/2001:
Clairvoyance og psykologi
Jeg har med stor interesse læst Steen Krarup's indlæg i Lys-strejfet 4/2001. Ikke mindre interessant var Gjertrud Berlon's svar.
Samtidig er det også en refleksion på Kjeld Petersen's artikel "Clairvoyance som psykologisk værktøj".
Som Lysarbejder bruger jeg forskellige teknikker i mit arbejde med mennesker. Mine forcer er følelser og personlige problemer. Jeg kan ofte se mørke områder på en klient – disse kan henføres til problemer af den ene eller anden art. Jeg har ikke taget nogen af de af branchens etablissement’s anerkendte uddannelser. Det eneste jeg kan, er at arbejde ud fra hjertet. Jeg arbejder med Lys, Kærlighed og Medfølelse. Jeg har en ballast og en livserfaring – fra dette og fra forrige liv – der gør mig i stand til at hjælpe andre. Jeg får hjælp og guidence af en enkelt Mester eller to – og så dukker der en engel op i ny og næ.
Når mennesker kommer til mig, kan jeg ikke fortælle dem, hvornår de bliver rige, skal sælge deres hus eller hvornår deres aktier stiger. Jeg kan efter bedste evne hjælpe dem med følelsesmæssige og personlige problemer – og JA, tale om traumatiske ting. Disse ting fanger jeg ved hjælp af clairvoyancen, samt ved samtale og psykologisk indsigt. Når Lysarbejdere får indsigt og støtte fra høje Mestre. Når vi arbejder fra hjertet, kan det ikke gå galt.
Når medmenneskeligheden og kærligheden kommer før alt, kan ALLE hjælpes! Ja, der er klienter, der kommer til at græde, fordi der er blevet åbnet op for traumatiske ting. Det er hér, det egentlige arbejde begynder. De livserfaringer jeg har tilegnet mig i livenes løb, gør mig i høj grad i stand til at hjælpe disse ulykkelige mennesker. De kommer ikke bare til mig, får lidt clairvoyance og skubbes så ud af døren. Der er ikke nogen tidsplan, der skal overholdes.
De får hjælp via samtale og masser af medfølelse og går herfra med ny energi og en anden indfaldsvinkel på deres problem(er). Deres besøg afrundes korrekt, så de ikke forlader behandlingen "åbne" - med et følelsesmæssigt og/eller mentalt kaos, men med en del mere positivisme, end da de kom.
Skal min næste absolut til en uddannet psykolog, fordi han har nogle følelsesmæssige blokeringer og har det skidt? Hvorledes kommer det sig, at man skal have en uddannelse for at kunne hjælpe andre? Er der ingen hér i dette forum, der har hjulpet en ven, et familiemedlem eller en kæreste med at komme ud af et problem? Medmenneskelighed og medfølelse er to meget vigtige ingredienser i en behandling. Herunder ligger der nogle meget fundamentale egenskaber som livserfaring og psykologi. Kan jeg i virkeligheden overhovedet rådgive andre mennesker uden disse egenskaber? Er man virkelig den rette til at hjælpe andre, når den uddannelse, man har fået, ikke har udstyret én med disse værktøjer? Jeg tror det ikke.
Jeg støtter kraftigt tanken om at danne diverse behandlerforeninger til opretholdelse af en høj moral og etik. Men jeg forstår ikke, hvorfor de autodidakte – de, der arbejder ud fra hjertet – ikke kan melde sig ind i foreningerne? Det er et krav, at man har "har gennemgået en længerevarende uddannelse på en anerkendt clairvoyance skole" (citat fra Clairvoyant Foreningen’s hjemmeside).
Men da – ifølge Gjertrud Berlon – de "anerkendte” clairvoyanceskoler skelner skarpt mellem at være clairvoyant og terapeut, så lever disse foreninger og skoler jo ikke op til de krav, jegstiller! Hvad skal vi, der arbejder ud fra hjertet så gøre? Hvorfor ikke danne én fælles forening, der arbejder for alles bedste – én, der kan varetage klienternes interesser, så de er sikret en etisk og moralsk forsvarlig behandling?!? Lys og Kærlighed Claus Lindeskov Hansen
|